Ugen i sætninger

2013, året der gik

Oh yes. Jeg har også tænkt mig at remse, det nu snart, overståede års store personlige begivenheder op. 2013 har været år hvor jeg har fundet en hverdagsrytme, hvor jeg har oplevet nye ting, skabt nye venskaber og mistet nogen jeg holder af. I modsætning til sidste år hvor jeg flyttede 4 gange i løbet af et år, har jeg i år ikke skiftet adresse en enste gang.

Sidste nytår satte jeg mig nogle nytårsforsæt, 6 af slagsen. se dem HER. Der gik kun 2 måneder af det nye år før jeg brød et af mine nytårsforsæt. Jeg redte mine dreadlocks ud. Jeg savnede simpelthen bare at kunne rede mit hår igennem. I løbet af de 3 måneder med dreadlocks var mit hår virkeligt blevet længere. Yeeees. Og nu vi er ved hårsnakken jeg vil også lige fortælle at jeg har overholdt mit nytårsforsæt nummer 1. Jeg har ikke skiftet hårfarve en eneste gang, blonde all year. Men jeg vil dog starte det nye år med at få min naturlige hårfarve.
Jeg fik ikke taget en hundetræneruddannelse da jeg, trods frivilligt arbejde i byens hundklub, ikke fik min uddannelse af klubben.
Jeg blev på Aabenraa statsskole og jeg har nu gået længere tid på det gymnasie end jeg gjorde på noget andet gymnasium. Jeg havde nogle gode eksamener i sommers og jeg har fordoblet mit gennemsnit siden jeg gik på Tønder gymnasium. I foråret tog jeg min klasse med mig i sommerhus og bortset fra en enkelt lussing eller to var det en skide hyggelig tur hvor vi lærte hinanden at kende på en helt anden måde.
Mht. de to sidste nytårsforsæt fra sidste år må jeg ærligt indrømme at jeg har fejlet. Jeg har spist såååå mange chips og mistet endnu mere kontakt til mine gamle venner end jeg gjorde i 2012. But that’s just life.
Ud over mine nytårsforsæt er der også sket andre ting i mit liv. I maj mødte jeg min store kærlighed. Vi startede ud med at møde hinanden på skolen og kom så til at snakke. Jeg tog med ham til koncert hvor han skulle spille med hans band. Vi mødtes ofte og så en hel masse gode film sammen, men blev endnu ikke kærester. Vi kom til juni, eksamenstiden. Det var super rart at have ham hos mig og vi hjalp hinanden med forberedelserne og krydsede fingre for hinanden. Jeg var til eksamen i matematik, NF og tysk. Tyskeksamen gik bedst og jeg fik 12! sådan, det var virkelig en sejr for mig.
Da eksamenstiden var ovre og sommerferien nærmede sig, kom jeg i snak med min fætter og hans kone. De bor i København og har to børn sammen. Trods jeg nu var blevet meget glad for min flirt var vi endnu ikke kærester, så jeg besluttede mig for at tilbringe en måned i KBH som barnepige.
Det var rigtig hyggeligt at være i KBH, selv om jeg savnede min fyr. Dagene gik med at cykle børnene til og fra børnehave og vuggestue, lege med børnene, sidde i lejligheden og se serier og udforske byen. Da jeg den ene weekend i måneden var hjemme for at tilbringe noget tid med ham den søde, indrømmede han at han savnede mig og spurgte om vi skulle være kærester, hvilket jeg selvfølgelig svarede ja til. Jeg rejste så tilbage i KBH. Da der kun var to dage tilbage af min tid i KBH ringede min mor til mig med en meget sørgelig besked som jeg aldrig vil glemme.
Da jeg var i København blev min elskede lille hund Molly passet af min mor. Molly var lige knap 8 år og led af mange forskellige sygdomme. Allergi, gigt, hjertefejl og kræft. Hun havde en kraftknude ved det ene bryst og knuden var vokset rigtig meget i løbet af det sidste halve års tid. Min mor havde haft Molly til dyrlæge og dyrlægen havde sagt, at hvis Molly ikke blev opereret snart, ville kræftknuden dræne hende for energi og hun ville dø af det. Derfor tog min mor og jeg beslutningen at lade hende bleve opereret. Da min mor ringede dagen for operationen, en time efter operationen var startet kunne jeg med det samme høre at tingende ikke var gået som vi havde håbet. Min mor fortalte mig at Molly, på grund at hendes hjertefejl, ikke havde haft energien til at klare operationen. Molly var blevet aflivet kort efter bedøvelsen og jeg skulle aldrig mere se hende. Jeg tror at det var det hårdeste jeg nogensinde havde fået at vide. Jeg havde ikke set Molly i snart 3 uger og nu skulle jeg aldrig se hende igen. Min mor kørte hende hjem til min far. Molly blev begravet ude på marken hvor vores gamle hund Pjevs også er begravet. Molly har betydet så meget for mig og vi har brugt utallige timer på at træne og gå lange ture sammen. Hun har været der for mig når jeg var ked af det og hun har fjollet rundt med min når jeg var glad. Vi har gået til prøver sammen og løbet agility sammen. Vi har svømmet sammen og vi har puttet sammen. Hun var en helt særlig hund og kunne ikke sammenlignes med nogen anden. Jeg elskede hende så meget.
Da Juli var overstået og jeg kom hjem til Aabenraa igen, havde jeg kun 3 dage med min kæreste inden jeg endnu en gang to afsted. Denne gang mod syd. For at være helt præcis, til Wacken. Verdens største metal festival i tyskland. Jeg var der nede i 5 dage. Dagene stod på mega god musik. Jeg hørte bla. Alice Cooper, Deep Purple, Russkaja og Doro. Da jeg kom hjem fra Wacken var jeg helt vildt træt og beskidt.
Kort efter jeg var vendt hjem fra festivallen, begyndte skolen endnu en gang og jeg skulle begynder i 2. HF. Jeg startede ud med at være guide for den nye 1. Q og var med på introtur med Mike fra min klasse. Det var super hyggeligt at møde alle de nye, forhåbningsfulde 1. g’ere og så fik jeg da også den introtur jeg ikke selv kom med på 2012, fordi jeg startede ca en måned senere end de andre.
D. 9. September var også en meget speciel dag. Efter 5 uger med i alt 4 ture til Varde kom dagen endelig. Dagen hvor jeg skulle hente mit nye familiemedlem. Dagen hvor jeg skulle hende min lille Choko. Choko er min Cavalier King Charles Spaniel hvalp. Hun er nu lige knapt et halvt år og i hendes værste lømmelalder. Hun kommer ikke når man kalder og hopper lige i hovedet på en når man vil snakke med hende. Men skøn, det er hun nu alligevel. Efter Mollys død var jeg meget ked af det og rastløs. Jeg fik det virkeligt dårligt og rystede i hele kroppen i perioder og fik ondt i maven. Jeg kunne ikke forstå at jeg havde det så dårligt indtil min kæreste havde en idé til grunden. Jeg savnede Molly, jeg savnede glæden en hund kan give en og den tryghed man føler i nærheden af en hund. Da jeg fik Choko fik jeg det med det samme meget bedre. Choko er en skøn lille hund fuld af fart og glæde. Hun elsker at lege og at putte og hun elsker alle hun møder på sin vej.
I starten af oktober besluttede min kæreste og jeg os for at flytte sammen, i løbet af en uges tid havde vi fået flyttet alle hans ting (ca det der svare til en flyttekasse og 3 møbler) over i min lejlighed. Når man tænker over det, er det et stort skridt at tage i et forhold, men for os føltes det som det mest naturlige selv om vi kun havde været kærester i 3 måneders tid. Han var alligevel altid hos mig, spiste hos mig, sov hos mig og gik i bad hos mig. Så vi tænkte hvorfor ikke. Vi bor stadig sammen og det går rigtig godt. Lige i øjeblikket sidder han ved siden af mig og nørder Xbox.
D. 2. December var endnu en dag jeg aldrig vil glemme (dem er jeg vidst oppe på et par stykker af i år). Det var nemlig dagen hvor min pony Fame fik et føl. Lille Snowstorm kom til verden dagen inden den anden store storm ramte Danmark. Han blev født ude på marken hvor Fame klarede det hele selv. Nu er han snart 1 måned gammel og sikke en stærk bisse han er blevet. Han har fået tænder og dem bruger han flittigt til at bide med. Både i min jakke, men også i de andre heste på marken. Han er ikke bange for noget at allerede på 3. dagen stak han af fra sin mor så Fame blev nødt til at løbe efter ham og ikke omvendt. Nu hvor han har fået tænder spiser han også græs og hø lige som de andre gør. Sikke skøn han er
Nu er året ved at være omme. 2013 har været et år hvor der er sket rigtig mange følelsesmæssige ting for mig. Jeg har fundet kærlighed hos min kæreste og mine dyr og jeg har mistet min elskede Molly.
Nu hvor året nærmer sig sin ende vil jeg afslutte med at sætte mig nogle nye nytårsforsæt
1. Jeg vil tabe mig de sidste 7 kilo jeg mangler for at nå mit mål, dette skal ske i form at bedre kost og mere motion.
2. Jeg vil begynde til agility med Choko
3. Jeg vil afslutte min HF på Aabenraa Statsskole
4. Jeg vil begynde at studere i enten Århus eller København
5. jeg vil skille mig af med tøjet i min garderobe jeg ikke går med
6. Jeg vil blive ved med at elske og holde af.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen i sætninger