Nu har jeg boet på Nygade i Aabenraa i halvandet år og jeg er begyndt at genkende folkene der færdes på min vej. For det første fandt jeg ud af at jeg kendte to der boede på vejen allerede inden jeg flyttede ind, hvilket jo var ret spøjst, for hvad er chancen lige for det? Det er to fyre jeg havde mødt på Wacken i 2010. Dem møder jeg af og til når jeg går, enten med hunden eller for at handle, og slf. når vi er til fest sammen. 

På min vej bor der også en bredskuldret, krumrygget mand med en lille dansk/svensk gaardhund. Jeg tror at han er den mand i nabolaget der går mest med hans hund. Han virker altid til at være i godt humør, men hans hun er en lille hidsigprop der ikke kan lide andre hunde. 

Så er der min ene Wackenvens nabo. Manden med hans Doberman. Han er en ung mand der har udseendet til at være med i en gangster film, han er høj og slank med sort tilbage slikket hår og så ser han ud til at han ville kunne klare sig godt i et slagsmål, dog hilser han altid venligt når han ser på mig. Hans hund matcher ham ret godt. Hans hund er en meget STOR brun Doberman, og det er en hanhund. Jeg ved faktisk ikke hvad den hedder men hvis man skulle navngive den ud fra dens udseende ville det nok være Kingo eller noget lignende. Den er super stærk og ejeren gør et stort arbejde i at træne med den når de går sammen, dog er den rigtig venlig over for andre hunde, eller det har den ihvertfald været over for både Molly og Choko. Det var den første hund Choko hilste på da jeg havde fået hende hjem som 8 ugers hvalp, det var godt nok noget af et syn at se de to hilse.

Så er der det polske par med deres datter, eller der tror jeg ihvertfald at de er fra. De skændes ret ofte, og meget højlydt, vi er aldrig i tvivl hvis de er uvenner. De er begge to rygere og står ofte i døren ind til deres bygning når jeg lufter Choko, nogle gange hilser vi, andre gange ikke, men jeg smiler altid til deres datter og man kan se at moderen synes at Choko er sød, for hun giver hende altid blikket som jeg også bruger når jeg ser nuttede ting.

Vi har slf. også vores helt egen posemand på vejen. Han har så tykke ankler at hans ben og for går i ét, han har altid joggingbukser på med åben lynlås ved anklerne, så bærer han altid kasket og solbriller, han virker for det meste glad og han køber altid nye øl flasker i fakta for de penge han får for flaskerne han har samlet. 

Damen hvis liv går i slowmotion er også at finde nede på vores gade, hun er en ældre dame med en lang brun frakke og stort, tuslet, brunt hår. Jeg har aldrig i mit liv set en person med langsommere bevægelser end hende. Når hun går virker det til at hun skal tænke over hvert eneste skridt hun tager hvilket får hende til at virke lidt creepy, derudover har jeg heller aldrig set hende skifte ansigtsudtryg, hun ser altid lidt forvirret og seriøs ud hvilket ikke lige frem for hende til at fremstå mere venlig. Jeg stod engang bag hende ved kassen i Fakta og fandt ud af at det ikke kun er hendes gang der forgår i slowmotion, også hendes armbevægelser forgår helt, helt langsomt. Hun tog nok 5 min om alene at finde hendes pung frem og yderligere 5 min om at finde pengene frem og betale med dem.

Så er der den unge pige med hendes løse hund. Jeg ved kun at hunden hedder Molly for jeg har ikke spurgt hvad pigen hedder. De virker altid til at have travlt men ser aldrig sure ud af den grund. Molly er en lille blandingshund, jeg kan ikke huske hvad ejeren fortalte mig at hun var en blanding af, men hun ligner en beige yorksire terrier, hvilket hun ikke er. Molly vil altid gerne hilse, men det er ikke så tit at hun får lov, nok fordi at de har travlt.

Så er der den fysisk handicappede mand. Jeg ved ikke om det kun er fysisk, da jeg aldrig har snakket med ham, men han går som en spastiker med kalveknæ og armene oppe som spastikere ofte har pga. muskelsammentræninger og så ser han ud til at være lige ved at vælte når han går, men der ud over virker han næsten altid til at være i godt humør og vi smiler altid til hinanden når vi får øjenkontakt. 

Et ældre, mentalt handicappet par kommer også ofte gående sammen hånd i hånd ned af min gade, de bor i bofællesskabet længer oppe af vejen De vil altid rigtig gerne hilse på Choko og er super blide ved hende så de får lov når vi har tid.

Der er slf. også en crazy genbo på den anden side af vejen. Jeg tror at han står på lur så han er klar hvis en uheldig sjæl skulle ove at parkere uden for min bygning. Så snart nogen holder der, om det så er parkering eller bare for at sætte nogle ting af, som mine forældre jo gør når de aflevere mig, er han straks ude for at fortælle os at der må man altså ikke holde. Nogle gange går han helt amok på folk og råber af dem, en enkelt gang har han sparket kofangeren af en bil der holdt parkeret lige ved hans indkørsel.

Den sidste jeg vil nævne har jeg faktisk aldrig set, hvilket er hvad har vakt min nysgerrighed. Genboen på 1. sal har ALDRIG og jeg gentager, ALDRIG gardinerne trukket fra. Jeg tror at jeg har set det ene vindue blive åbnet måske 4 gange i det halvandet år jeg har boet her, men selv da har gardinerne været trukket for. Jeg har set personens kat ligge på ydersiden af vinduet nogle gange. Jeg har en teori om at ejeren ligger død og at katten lever af liget, men min ene Wackenven som også bor i bygningen siger at der ikke lugter af lig i bygningen, så måske vedkommende alligvel ikke ligger halv-ædt af katten.

Ud over disse mennesker er der den daglige strøm af fitness tosser. Der ligger nemlig et fitness center længere nede af gaden. Der kommer mange forskellige typer, unge, gamle, drenge, piger, tykke, fitte og ganske normale folk. Nogle smiler når jeg kommer gående med Choko, men de fleste unge fyre har deres “tough guy” attitude på når de kommer gående ned af gaden

Jeg læser fast omkring 10-15 blogs og jeg kan godt lide at følge ret blandede bloggere bla. Rock Paper Dresses, Sille Who, Passions For Fashion, Homesick og Snegl Cille. De er forskellige typer blogs, personerne bag dem har forskellig stil og personlighed, hvilket jeg så synes er super nice. Men nogle af de blogs bruger nogle gange overskrifter der får mig til at hive håret ud fordi jeg går så meget op i små ting. Her igår postede en af de blogs jeg følger et indlæg med titlen “Rock N’ Roll”, hun viste sit outfit frem som egentligt var meget pænt (bortset fra de grimmeste støvler med hestepels) men Rock N’ Roll ville jeg slet ikke kalde det. Det eneste der kunne minde om Rock N’ Roll var at hun havde læder bukser på, alt andet skreg nærmest “vi vil ikke være rocket” Hun havde røv grimme hestepels, højhælede, spidse støvler, en lys grå sweater hvor en skjortekrave stak ovenud, en halv frakke, en hestepelstaske med et par kæder på og et par Celine solbriller på… Er det kun mig der ikke mener at dette er Rock N’ Roll?!?!

For mig handler Rock N’ Roll først og fremmest om musik. Rock N’ Roll handler ikke om det perfekt balancerede mellem det rå og det feminine, men derimod over det overdrevne. Hos Rock N’ Roll er der ikke noget der hedder Less is More, der hedder det More is More! Rock N’ Roll består af mange detaljer, print, patches, kæder, nitter, læder og knirkende, store, læder militærstøvler og ikke små fine hestestøvler…

Surt opstød, puha.

Når alt dette så er sagt og jeg lige er kommet over mig selv, vil jeg også fortælle at hun var den første blogger jeg begyndte at følge og dermed også den blog jeg har fulgt i længst tid. Bortset fra at hendes overskrifter til tider virkeligt går mig på nerverne, så synes jeg at hun gør et super godt arbejde som blogger. Hun skriver meget indbydende og er god til at give både det personlige og det professionelle. Hun har langt fra samme tøjstil som jeg har, men jeg finder alligevel meget inspiration i de outfits hun lægger op, eller de kollager hun laver. Bloggeren er Christina Dueholm fra Passions For Fashion og jeg synes at man burde klikke ind på hendes blog og kigge lidt rundt. Hun giver gode tips til Ebay, til DIY og så deler hun ud om hendes professionelle liv inden for modebranchen.