Så sidder jeg her i bilen. Varm om ørerne og fugtig i den nederste halvdel af ansigtet. Min skadede skulder gør ikke så ondt som jeg havde regnet med, men det gør min samvittighed til gengæld.

Jeg har lige redet Snowstorm. Og nu er jeg vred. Vred og ked af det. Nok mest ked af det.

Jeg blev simpelthen så frustreret i dag da jeg red ham. Han spændte op, slog med hovedet, fór sammen, da en hest kom ind i hallen, selvom rytteren havde fløjtet, som alle gør når de kommer ind i hallen. Når han endelig gav efter for tøjlerne, så begyndte han at løbe hurtigere, når jeg så forsøgte at få ham til at trave langsommere, så slog han fra med hovedet igen, uanset om jeg brugte stemme, tøjler eller benene til at sænke farten.

Jeg nåede til det punkt, hvor jeg kunne mærke at jeg kogte, bare han gumlede højlydt på bidet. Så nu har jeg taget en beslutning!

Siden i dag er sidste gang jeg skal ride ham inden jeg tager på ferie, så har jeg lagt en plan.

Planen er at nu skal en ung pige i stalden ride ham hen over jul og nytår, så når jeg vender tilbage i stalden, så står der 2021 i kalenderen og så begynder jeg på min nye plan med ham.

Jeg har tænkt mig at droppe dressuren og vende tilbage til min oprindelige plan med Snowstorm. Distance ridning!

Så når vi går ind i Januar, begynder jeg året der skal afgøre om Snowstorm skal forblive min, eller om han skal videre ud til et nyt hjem.

Jeg vil give ham et år, så han får en ærlig chance for at vise om han skal være min første distancehest. Det skal også være fair.

Han er absolut mere afslappet på tur, i forhold til på dressurbanen, men han er urutineret i alt hvad vi kan møde på turen. Altså når det kommer til mennesker og transportmidler: løbere, cyklister, mountainbikers, el-løbehjul, knallerter, motorcykler, lastbiler, traktorer, andre store maskiner, når folk dytter, båtter og ringer med klokken.

Det er forståeligt at det er uhyggeligt for ham, men han skal lære at lade være med at lade sig hyle ud af det. Kan han (og jeg) ikke lære det på et år, så skal han bare ikke være min. Det har jeg hverken tid, lyst eller råd til.

Jeg er godt nok spændt, ked af det og nervøs over min beslutning, men nu har han trods alt været min i 7 år, og så længe jeg giver ham, os, en ærlig chance, så kan jeg vel ikke gøre mere.